mandag den 11. februar 2008

Informationsstrømme i det moderne samfund

Dagene er forbi, hvor familien sidder samlet foran et enkelt fjernsyn i stuen. Det har de nu været i mange år, men nu er tiden også forbi, hvor familien er splittet op i hver deres værelse i huset med hvert deres fjernsyn, hvor de sidder og venter på, at serien eller nyhederne skal starte.

De nye teknologier har blandt andet gjort det muligt, at vi nu kan se nyhederne og yndlingsserien eller høre yndlings radioudsendelsen, når vi vil. Det har ikke kun gjort det muligt at få informationer og underholdning fra de vante kanaler, nej – det har revolutioneret mediemarkedet.

Som jeg også har skrevet tidligere, har det sat den menige mand/kvinde i stand til på en meget let og hurtig måde at dele viden, informationer og interesser med resten af verden.

Microblogging
Dette kan f.eks. gøres via blogs som den, vi har her, hvor indlæggene er forholdsvis lange, eller det kan gøres i kortere og mere umiddelbar form, som det sker på Jaiku.com , som er et microblogging site, der gør det muligt at have en åben og dynamisk dialog over nettet. En dialog, som man ville have den, hvor som helst – eller i den fysiske verden.

Som en af brugerne udtrykker det på en MediaWiki kaldet æbletræet.dk
- En du IKKE kender stiller et spørgsmål …
- En du KENDER besvarer …
- En han KENDER, men som de andre OFTE ikke kender (og MINDST lige så ofte IKKE har lyst til at kende) BLANDER sig …

På den måde kan man på en let og simpel måde finde andre personer i hele verden, som har samme interesser som en selv, og på den måde udvide sit netværk/omgangskreds.

Live videostreaming til nettet
En anden service, som jeg synes er helt vildt interessant, og som endnu en gang rykker ved grænserne og presser de store medievirksomheder, er sitet Qik.com.
Qik.com gør det muligt for hvem som helst, der har en mobiltelefon med kamera at broardcaste live til internettet og ud til resten af verden. Hastigheden på informationsstrømmene nærmer sig 0 minutter.

Disse teknologier betyder jo som skrevet, at man pludselig ikke får de sidste nye informationer om, hvad der sker rundt om i verden fra TV-Avisen, men at man hører det gennem sit netværk eller de blogs, man følger via sin RSS-reader.

Hvis der i denne blog er mange ord, som ikke giver mening, er det vist på tide, at du kommer i gang med at få informationerne fra andre steder end TV, radio og aviser. Det behøver ikke være så tidskrævende, og det kan udvikle sig stille og roligt for dig. Det vigtigste er at komme i gang.
Derfor har jeg fundet videoen nedenfor, som på en simpel og ligetil måde forklarer, hvordan du kommer i gang.

Nyd det og velkommen til den fagre nye verden … ;-)


Film, der forklarer RSS - dog på engelsk.

Ingen kommentarer: