fredag den 14. september 2007

Wiki-samfundet

Hvad er det for en tid, vi er vidner til? Nye medier vælter frem og bidder sig fast i markedet. Et eksempel på et sådant nyt medie er Apples Ipod, som på få år har fået en meget central rolle i mediebilledet. Bl.a. udspringer begrebet podcasting direkte af ipod’ens indtog.

I slutningen af 2004 vandt podcasting indtog på det danske marked. Podcasting giver individer, virksomheder, institutioner og organisationer mulighed for at offentliggøre deres egne udsendelser i lyd såvel som billeder på en forholdsvis enkel måde. Podcasting er ofte en kombination af blogging og almindelige radioudsendelser og giver udover fleksibilitet også forbrugerne mulighed for at deltage og dele synspunkter, holdninger og værdier på en let tilgængelig måde.

Netop det at deltage aktivt frem for at sidde tilbagelænet og tage imod er en tendens, der er i seriøs fremdrift. Individer går sammen i grupper om at hjælpe andre individer med forskellige problemer eller udfordringer, og virksomheder søger mere og mere at involvere deres kunder i deres aktiviteter på et tidligt tidspunkt frem for blot at få lavet en marketing kampagne, som så skal presses ned over hovedet på kunderne.
Vi ser virksomheder, som får forbrugerne til at deltage i udviklingen af reklamefilm, og vi ser musikbands involvere deres fans i udarbejdelsen af musikvideoerne. Der er selvfølgelig mange andre eksempler på, hvordan det enkelte individ er involveret i udviklingen af et projekt eller en aktivitet som alternativ til blot at sidde og tage imod alverdens mere eller mindre vellykkede marketingkampagner, der prøver at presse noget ned over hovedet på forbrugerne.

Eksempler på sites, hvor grupper er gået sammen om at dele viden:

www.theappletree.dk er et eksempel på en gruppe danske Apple-eksperter, som gør en kæmpe indsats for at fremme Apple-kulturen i Danmark ved at tilbyde hjælp til alle aspekter af Macintosh og Ipod. Dette Apple-community udarbejder i fællesskab artikler, som kan hjælpe andre til at løse problemer eller udfordringer med Apple-produkter. Udover deres direkte interesse for at hjælpe andre Mac-brugere, nyder Apple i allerhøjeste grad godt af deres initiativ. Der er en hel speciel følelse og glæde omkring det at arbejde med Mac.

http://da.wikipedia.org/wiki/Forside er et eksempel på et globalt projekt af den frivillige art. Wikipedia er en ikke-kommerciel encyklopædi på over 250 sprog, som skrives af frivillige bidragydere fra hele verden. Wikipedia eksisterer på baggrund af brugernes donationer.

www.theoscarproject.org er et eksempel på et projekt, startet af Markus Merz i 1999 med det formål at få frivillige folk fra hele verden til at skabe et kompliceret fysisk produkt. Markus Merz er tidligere BMW-ansat og synes derfor, det kunne være interessant at se, om det var muligt at skabe en bil helt fra bunden udelukkende baseret på frivilliges idéer og arbejde. Markus Merz’s projekt er ikke længere hans alene. Der er nu over 2 millioner deltagere, der sammen skaber fremtidens bil.

Til sidst synes jeg, det vil være på sin plads at nævne et af de mest fantastiske marketingstunts i vores tid. Nike + Apple er gået sammen om udviklingen af Nike+, som er en sensor, der puttes ned i dine Nike løbesko, og som sender et trådløst signal til et modtagermodul, som sættes i ens Ipod nano. Du kan nu få diverse informationer, såsom hastighed, distance, kalorieforbrug og meget mere, via din Ipod, mens du løber. Super brugervenligt og nyttigt for enhver, der har interesse i at løbe.
Udover den åbenlyse nytte, som selve denne kobling mellem produkterne giver, har Apple og Nike også udviklet et helt community til deres website, hvor man kan overføre data fra Ipod’en til nettet. Man kan nu holde styr på sin egen løbestatistik og udvikling samtidig med, at man kan udfordre andre community-medlemmer. Disse medlemmer har tilsammen nu løbet i nærheden af 28 millioner km.
Forbrugerne deler med glæde ud af alle deres informationer, da de har en klar nytte af funktionerne og en naturlig interesse for funktionerne. Nike og Apple kan så bruge disse informationer i deres marketingindsats for at målrette den til den enkelte forbruger og dermed ikke bruge unødige marketingkroner på at få forbrugernes opmærksomhed, da de ved, at den enkelte forbruger har en klar nytte af de tilbud, de konfronterer dem med.
Dette projekt er yderst kommercielt, men netop fordi nytteværdien og interessen fra den enkelte forbruger er i centrum, er dette GENIALT!
Og så er det også lettere at forstå, at man for sølle 250 kr. kan købe en sådan Nike+ løsning. Se mere på:
www.nikeplus.nike.com

Det handler i sidste ende alt sammen om, at det enkelte individ får opfyldt nogle behov. Og så længe interessen kommer indefra og ikke bliver presset ned over den enkelte, er det underordnet, om motivationen er at komme frem med sine synspunkter og blive hørt og set – eller om motivationen er et socialt behov for at indgå i en gruppe og hjælpe andre.

Hav en fantastisk dag.

Anders Bendix

www.williams.dk

Ingen kommentarer: